Der var en gang en sulten panda ved navn Claus. Han kunne spise, fra han stod op om morgenen,
til han gik i seng om aftenen.

Once upon a time, there was a hungry panda named Claus. He could eat from the moment he got up in the morning until he went to bed at night.

Derfor var det heldigt, at han arbejdede for fastfoodkæden BambooWay, der solgte fermenterede bambusstykker, spækket med fibre og andet godt. Hans kollegaer spiste ikke andet. Det var bittert og hårdt at
tygge, men det var det eneste, der var at spise.

That’s why it was lucky that he worked for the fast-food chain BambooWay, which sold fermented bamboo chunks, packed with fiber and other good stuff. His colleagues ate nothing else. It was bitter and tough to chew, but it was the only food available.

Det kørte for Claus. Kunderne elskede ham og hans fremragende service. Sikke et nærvær, en glæde, når han serverede bambus til kunderne. Kollegaerne elskede ham, fordi han
altid smilede og skabte en god stemning.

Things were going great for Claus. The customers loved him and his excellent service. What a presence, what joy, when he served bamboo to the customers. His colleagues loved him because he always smiled and created a good atmosphere.

Chefen elskede ham. Han blev rørt til tårer, hver gang han nævnte Claus’ bedrifter. ”Gør som Claus, vær som Claus!” råbte chefen og alle klappede.

The boss loved him. He was moved to tears every time he mentioned Claus’s achievements. “Do as Claus does, be like Claus!” the boss shouted, and everyone applauded.

Claus forsøgte at fortælle sin chef, at kartofler var bedre. Både i smag, konsistens og for miljøet. Men det var han fuldstændigt ligeglad med. ”Hos BambooWay serverer vi bambus! Det er en gammel opskrift, Claus. Mr. Feng Shu opfandt den i år 820. Længe før, du blev født.”

Claus tried to tell his boss that potatoes were better — in taste, texture, and for the environment. But he didn’t care at all.
“At BambooWay, we serve bamboo! It’s an old recipe, Claus. Mr. Feng Shu invented it in the year 820. Long before you were born.”

Claus og hans chef besøgte af og til bambusskoven og Claus var lige forarget hver gang.

Claus and his boss occasionally visited the bamboo forest, and Claus was just as outraged every time.

En dag knækkede Claus en tand på et forbandet stykke bambus! ”Nu må det være nok!” tænkte Claus.  ”Jeg må gøre noget!”

One day, Claus broke a tooth on a damned piece of bamboo!
“That’s enough!” thought Claus. “I have to do something.”

Så en nat stjal Claus et stort læs kartfoler fra en gård i Helsinge. Et kæmpe læs, 800 kg.

So one night, Claus stole a large load of potatoes from a farm in Helsinge. A huge load—800 kilograms.

Nu stod Claus op midt om natten for at snitte karfofler, skære dem i skiver og pakke dem.

Now Claus got up in the middle of the night to slice potatoes, cut them into chips, and pack them.

Derefter byttede han kartoflerne ud med bambus i de hvide spande. Alt dette arbejde gjorde han, længe inden de andre medarbejdere var mødt op.

After that, he swapped the potatoes with bamboo in the white buckets. He did all this work long before the other employees showed up.

Da chefen mødte ind, var han i ekstase. “Du er tidligt på den, Claus! Du er den bedste medarbejder, vi nogensinde har haft!”

When the boss arrived, he was ecstatic. “You’re in early, Claus! You are the best employee we’ve ever had!”

Sådan fortsatte det i et par uger. Kunderne var glade og bestilte endnu mere end før. Indtil videre var der ingen, der kunne smage forskel. De elskede stadig restauranten, bestilte de samme retter og nød at spise det, de troede var bambus — bare blødere, mere skånsomt for tænderne. Og bedre for miljøet.
“Jeg elsker bambus, mor!” sagde en lille pige.

That’s how it went for a couple of weeks. The customers were happy and ordered even more than before. And so far, no one could taste the difference. The customers still loved the restaurant, ordered the same dishes, and loved eating what they thought was bamboo. Just softer, better for their teeth — and for the environment.
“I love bamboo, Mom!” said a little girl.

Chefen græd af ren ekstase over, hvor storartet alting var. I frokostpausen elskede medarbejderne deres “bambusstykker” mere end nogensinde før. “God sending, hva’?” Utroligt, at ingen fattede mistanke.
Bambussen har nok ødelagt deres smagsløg, tænkte Claus.

The boss was crying with joy every day over how amazing everything was.
During lunch break, the employees loved their “bamboo pieces” more than ever before.
“Great batch, huh?”
It was unbelievable that no one suspected a thing.
The bamboo must have ruined their taste buds, Claus thought.

Lige indtil den dag, politiet sparkede døren ind til restauranten. En panda havde stjålet 800 kg. kartofler fra en gård i Helsinge. Claus tilstod med det samme. ”Jamen Claus,” udbrød chefen og begyndte at græde igen. ”Vi har jo vores fremragende
bambus?!”

Right up until the day the police kicked in the restaurant door. A panda had stolen 800 kilos of potatoes from a farm in Helsinge. Claus confessed immediately.”But Claus,” the boss exclaimed, bursting into tears again, “we have our amazing bamboo?!”

Så Claus kom i fængsel. Det gør man bare ikke. Tænk at stjæle så mange kartofler uden at spørge
om lov.

So, Claus ended up in prison. You just don’t do that. Stealing that many potatoes without even asking for permission.

Men forandringen var allerede sket.

But the change had already happened.

For i fænglet fik Claus lov til at servere sin helt egen opskrift på stegte kartofler. Det havde fangerne aldrig smagt før, men de elskede det. Og det var tilmed bedre for miljøet, sagde fængselsbetjenten.

In prison, Claus was allowed to serve his very own recipe for fried potatoes. The inmates had never tasted anything like it before, but they loved it. And it was even better for the environment, the prison guard said.

Det var noget, der gav respekt blandt de andre indsatte. ”Sejt gjort, Claus!” råbte en indsat. ”En ægte fighter!” Og alle elskede Claus igen. For at kæmpe for det, han troede på.

It was something that earned respect among the other inmates. “Well done, Claus!” shouted one of the prisoners.
“A true fighter!” And everyone loved Claus again, for standing up for what he believed in.